Traumer og svære erfaringer

Traumer og svære erfaringer

Psykologhjælp til traumer, PTSD, kompleks PTSD, udviklingstraumer, vold, omsorgssvigt og svære erfaringer, der fortsat påvirker livet i dag.

Nogle oplevelser sætter spor, som rækker langt ud over den tid, hvor de fandt sted. Selvom hændelsen ligger tilbage i tiden, kan kroppen, følelserne eller relationerne fortsat reagere, som om noget vigtigt endnu ikke er faldet helt til ro.

For nogle handler det om en enkeltstående begivenhed. En ulykke, et overfald, et pludseligt tab eller en anden voldsom oplevelse. For andre er det sværere at sætte fingeren på ét bestemt tidspunkt. De beskriver snarere en følelse af gennem længere tid at have måttet klare sig med for lidt støtte, for megen uforudsigelighed eller relationer, som ikke gav den tryghed, de havde brug for.

Mange mennesker forbinder traumer med ekstraordinære hændelser. Men det afgørende er ofte ikke alene, hvad der skete, men hvordan oplevelsen blev erfaret, og om der var nogen til at hjælpe med at bære det, der var svært. Derfor møder jeg dig med en nysgerrighed på, hvordan dine erfaringer har påvirket dit liv, din selvforståelse, dine relationer og din oplevelse af tryghed i verden.

Traumatiske erfaringer kan sætte spor på mange forskellige måder, og mange opsøger traumebehandling eller psykologhjælp, fordi fortiden fortsat påvirker livet i nutiden.

Nogle oplever angst, uro eller en konstant følelse af at være på vagt. Andre kæmper med koncentrationsbesvær, søvnproblemer, følelsesmæssig afstand eller en oplevelse af ikke rigtigt at kunne mærke sig selv. For nogle viser reaktionerne sig primært i relationer. Det kan være svært at stole på andre, tage imod omsorg eller føle sig tryg, selv når der ikke umiddelbart er nogen fare til stede.

Mange bliver overraskede over, hvor længe kroppen kan huske. Selvom vi med hovedet forstår, at en situation er overstået, er det ikke altid, at nervesystemet har fået samme besked. Kroppen fortsætter nogle gange med at gøre sit bedste for at beskytte os mod noget, der engang gjorde ondt. Set på den måde kan symptomer ofte forstås som intelligente tilpasninger til belastende livserfaringer. Noget i os har forsøgt at hjælpe os med at overleve, håndtere eller skabe mening i det, vi har været igennem.

Når vi betragter traumereaktioner på den måde, flyttes fokus ofte fra spørgsmålet om, hvad der er galt med et menneske, til en større nysgerrighed på, hvad mennesket har været udsat for. For mange opleves det som en lettelse. Ikke fordi fortiden forsvinder, men fordi selvkritik gradvist kan erstattes af forståelse.

For nogle handler belastningen om det, man traditionelt forbinder med PTSD. Her kan der være flashbacks, mareridt, undgåelse eller en vedvarende oplevelse af fare. Andre genkender sig mere i det, man kalder kompleks PTSD eller CPTSD, hvor vanskelighederne ofte er opstået gennem længerevarende belastninger, særligt i nære relationer. Her kan udfordringerne blandt andet komme til udtryk gennem skam, vanskeligheder med følelsesregulering, selvkritik eller usikkerhed i relationer til andre.

Jeg oplever dog ofte, at mennesker finder større genkendelse i deres egen historie end i en diagnose. Diagnoser kan være hjælpsomme beskrivelser, men de fortæller sjældent hele historien. Bag enhver traumereaktion findes et menneske med erfaringer, relationer, værdier og ressourcer, som ikke kan reduceres til symptomer og diagnoser alene.

Nogle af de erfaringer, der præger mennesker mest, er ikke nødvendigvis dem, som omgivelserne lægger mærke til. Mange har ikke været udsat for vold eller katastrofer. Til gengæld har de gennem længere tid levet med kritik, afvisning, følelsesmæssig ensomhed, psykisk vold, uforudsigelighed eller relationer, hvor deres behov ikke blev mødt. Andre er vokset op med forældre, der selv kæmpede med belastninger, sygdom eller traumer.

Når sådanne erfaringer gentager sig over tid, kan de forme den måde, vi lærer at forstå os selv og andre på.

Måske lærer man tidligt at tilsidesætte egne behov. Måske bliver man ekstra opmærksom på andres humør. Måske udvikler man en stærk evne til at klare sig selv. Disse strategier opstår ofte af gode grunde. Problemet er blot, at det, der engang hjalp os, ikke nødvendigvis hjælper os senere i livet.

Derfor handler terapi ofte om først at forstå. For når vi bliver klogere på, hvorfor et mønster opstod, bliver det lettere at undersøge, om det fortsat tjener os i dag.

I min psykologpraksis møder jeg også mennesker, som lever med følgerne af fysisk og psykisk vold. Når et menneske gennem længere tid udsættes for nedværdigelse, kontrol, trusler eller frygt, påvirker det ofte tilliden til egne oplevelser. Langsomt kan kontakten til egne følelser, behov og vurderinger blive svækket. Mange beskriver, at de gradvist mistede kontakten til sig selv. Ikke fordi de var svage. Men fordi mennesker naturligt forsøger at tilpasse sig de omgivelser, de lever i.

Når vi ser disse reaktioner som menneskelige forsøg på at håndtere svære vilkår, opstår der ofte mere medfølelse og mindre skyld. Heling begynder ofte med, at de bliver mødt med forståelse.

Nogle mennesker oplever efterhånden, at deres udfordringer ikke alene handler om deres egne erfaringer. Selvom vi alle har vores egen livshistorie, er vi også en del af en større historie. Familier videregiver ikke kun værdier, styrker, kærlighed og håb. De videregiver også måder at forstå verden, håndtere følelser og skabe relationer på. Nogle gange føres også smerte, frygt, tavshed eller uhensigtsmæssige måder at håndtere belastninger på videre fra generation til generation.

Det beskrives ofte som generationelle traumer eller transgenerationelle mønstre. Det betyder ikke, at vi er bestemt af fortiden, eller at tidligere generationer skal gøres ansvarlige for vores nuværende vanskeligheder. Tværtimod handler det om at skabe en større forståelse af de sammenhænge, vi er vokset op i, og hvordan tidligere erfaringer kan have påvirket måden, vi forholder os til os selv, andre mennesker og verden omkring os.

Måske kommer bekymringer, uro eller følelsen af ansvar ikke kun fra det liv, du selv har levet. Måske har de også rødder i familiens historie. På samme måde kan mønstre omkring konflikter, grænser, følelser, nærhed eller afstand være blevet videreført gennem generationer uden nogensinde at være blevet sat ord på.

Når vi bliver nysgerrige på disse sammenhænge, opstår der ofte noget vigtigt. Ikke skyld, men forståelse. Ikke fastlåsthed, men frihed. For når vi får øje på de mønstre, vi har arvet eller lært, bliver det også lettere at vælge, hvad vi ønsker at tage med videre, og hvad der med fordel kan stoppe hos os. Samtidig bliver det ofte tydeligt, at vi ikke kun har arvet sårbarheder. Vi har også arvet styrker, værdier, kærlighed, overlevelsesevne og menneskelig modstandskraft.

I terapien arbejder jeg i et tempo, der giver mening for dig. Min erfaring er, at der ofte begynder at ske en positiv forandring, når vi skaber et rum med tilstrækkelig tryghed til, at det svære kan undersøges uden at blive overvældende. Målet er ikke at slette fortiden. Målet er heller ikke at analysere den i stykker. Målet er, at fortiden gradvist får mindre magt over nutiden.

At du får mere frihed til at være’, fremfor konstant at skulle leve i skyggen af det, du har været igennem.

Jeg tror på, at mennesker er mere end deres sår. Traumer og svære erfaringer kan præge et liv, men de fortæller ikke hele historien om et menneske. Ved siden af det svære findes også styrker, relationer, håb, værdier og erfaringer, som kan danne grundlag for udvikling og forandring.

Når vi sammen bliver nysgerrige på både det, der har gjort ondt, og det, der har hjulpet dig igennem, opstår der ofte nye perspektiver. Langsomt bliver det muligt at skabe en anden relation til det, der tidligere føltes overvældende. Ikke fordi fortiden forsvinder, men fordi den gradvist kommer til at fylde mindre i mødet med de erfaringer, relationer og muligheder, der stadig ligger foran dig.

Du kan også søge hjælp til:

  • Efterfødselsreaktioner
  • Fødselsdepression
  • Traumebehandling
  • Belastningsreaktion
  • At komme sig efter psykisk eller fysisk vold
  • Aggression